Udfordring
Alumichem arbejder på at gøre produktionen mere ensartet, men har manglet en metode til at analysere resultatet af indsatsen.
Løsning
FORCE Technology har demonstreret bl.a. testmetoden UNC.1, som viser sammen-hængen mellem produktions-proces og egenskaber.
Resultat
Optimeringen af produktionen giver bl.a. mulighed for at producere kraftigere vandbehandlingsprodukter og få nye kunder.
Alumichem har fået hjælp til at udvikle en ny testmetode, der forbedrer produktionen af vandrensningsprodukter og giver højere kvalitet, nye kunder og billigere transport.
I Ghana er Alumichems vandrensningsprodukter med til at give rent drikkevand til millioner af mennesker. Når flodvand bliver tilsat Alumichems fældningskemi – såkaldte koagulanter – samler urenheder sig og bundfælder, hvorefter man kan fortsætte rensningsprocessen af det klare overfladevand. På samme måde kan fældningskemien rense spildevand.
Som de fleste virksomheder i global konkurrence arbejder den lille virksomhed i Birkerød hele tiden på at optimere både produkterne og produktionen.
”Vi har gennem længere tid arbejdet på at gøre produktionen mere ensartet, men vi har manglet en metode til at analysere resultaterne af vores arbejde. Det har vores MADE-projekt givet os,” siger Johnny Johansen, CTO hos Alumichem.
Optimering af produktionen med ny testmetode
Det er FORCE Technology, der har demonstreret bl.a. testmetoden UNC.1, som Alumichem nu selv e i gang med at implementere.
”Testmetoden giver os mulighed for at se sammenhængen mellem, hvordan vi producerer vores produkter, og hvilke egenskaber de får. Det indblik vil vi udnytte til at optimere vores produktionsprocesser og derigennem skabe produkter, som har højere værdi for vores kunder.
Vi har gennem længere tid arbejdet på at gøre produktionen mere ensartet, men vi har manglet en metode til at analysere resultaterne af vores arbejde. Det har vores MADE-projekt givet os.
Johnny Johansen, CTO / Alumichem

Forbedring af fældningskemi kan give nye kunder
Den højere værdi kan være helt bogstavelig, for optimeringen af produktionen giver bl.a. mulighed for at producere vandbehandlingsprodukter, som er kraftigere. Selvom det i dag kun kræver én liter fældningskemi at rense én million liter spildevand, kan der være fordele ved at gøre den mere koncentreret.
”Det kan give os nye kunder, fordi vores produkter dermed kommer til at ligge inden for en anden kategori af kvalitetskrav,” siger Johnny Johansen.
Nogle af Alumichems kunder anvender helt op til 1.000 ton fældningskemi om året, så mere koncentrerede produkter har også en anden afledt effekt.
”De bliver billigere at fragte. Det er et ekstra parameter for os at skrue på i forhold til vores omkostninger og gør os mere konkurrencedygtige i et internationalt marked,” fastslår Johnny Johansen.
Alumichem
Alumichem A/S producerer kemi og systemer til vandbehandling og spildevandsrensning. Virksomheden, der har cirka 60 medarbejdere på verdensplan, har hovedkontor i Birkerød og sælger sine produkter og løsninger i både Afrika, Nordamerika og Sydamerika.
Relaterede insights

Kontakt vores ekspert Asger Gade Andersen for mere information.

