Gå til hovedindholdet

Udfordring

SulfiLogger vil afdække, om lasersvejsning er et alternativ til den lim, som forsegler deres sensor.

Løsning

FORCE Technology benyttede et plastmateriale til at dække et hul til elektrolytten og lave en hermetisk forsegling med lasersvejsning.

Resultat

Sulfilogger har nu mulighed for at optimere produktionen af sensorer, og de har en ny teknologi i værktøjskassen til den videre udvikling.

I et MADE Demonstrationsprojekt har SulfiLogger, der producerer og sælger sensorer til måling af svovlbrinte i bl.a. spildevand, vist at lasersvejsning kan erstatte lim i deres sensorer.

Svovlbrinte er en stinker for spildevandsselskaberne. Ikke alene lugter gassen af rådne æg – den er også giftig for kloakarbejderne og korroderer metal og beton. Derfor vil spildevandsselskaberne have pålidelige og kontinuerlige data, så de ved, hvor, hvordan og i hvilket omfang de skal sætte ind med tiltag, som reducerer svovlbrinten i spildevandet.

De data får de med SulfiLogger-sensoren, som SMV’en af samme navn har produceret og solgt siden 2019. Sensoren skal måle i krævende miljøer, hvilket stiller store krav til materialerne:

”SulfiLogger-sensoren indeholder blandt andet en elektrolyt (en væske til elektrokemisk proces, red.), ligesom man kender det fra batterier. Det er afgørende, at denne elektrolyt er hermetisk indkapslet,” siger Jesper Lebæk, Head of Technical Development.

I et MADE Demonstrationsprojekt har virksomheden derfor med hjælp fra FORCE Technology fået afdækket, om lasersvejsning er et alternativ til den lim som anvendes i sensoren i dag.

SulfiLogger sensor
SulfiLogger-sensoren indeholder en elektrolyt. MADE Demonstrationsprojektet har vist, at man i stedet for lim kan anvende lasersvejsning til at forsegle den hermetisk.

Lasersvejsning i stedet for lim

”Vi fandt frem til en løsning, hvor vi benyttede et plastmateriale til at dække et hul til elektrolytten – og vi viste at vi kunne lave en hermetisk forsegling med lasersvejsning. Vi viste også, at det kan lade sig gøre med to forskellige typer plast, så SulfiLogger har valgmuligheder i den videre produktudvikling,” forklarer Michel Honoré, specialist, 3D Print & AM Technology hos FORCE Technology.

Den nye viden om lasersvejsning har stor værdi for SulfiLogger. Nu har virksomheden mulighed for at optimere produktionen af sensorer, og de har en ny teknologi i værktøjskassen til den videre udvikling.

Sensor in well
SulfiLogger-sensoren måler svovlbrinte i spildevand, så spildevandsselskaberne ved, hvor, hvordan og i hvilket omfang de skal sætte ind med tiltag, som reducerer svovlbrinten.

Optimalt for flere anvendelser

I dag er SulfiLogger konstrueret til at være nedsænket og måle svovlbrinteindholdet i spildevandet, før det frigøres som gas. Det er en fordel, fordi forsyningsselskaberne derved kan tage potentielle problemer i opløbet.

Men sensoren sælges også til svovlbrinte-målinger i luften. Når sensoren hænger frit i luften, stiller det andre krav til, hvor lav en temperatur den kan arbejde under. Her kan lasersvejsning være en god løsning til at optimere produktionen og sikre god kvalitet.

SulfiLogger

SulfiLogger A/S producerer og sælger sensorer til måling af svovlbrinteniveauer i kloaksystemer, i biogasanlæg og i olie og gas. Virksomheden ligger i Aarhus og har 11 medarbejdere.

MADE Demonstrations-projekt

Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter både inden for materiale og produktion. Ansøgninger til demonstrationsprojekter behandles fire gange årligt: Den 1. marts, den 1. juni, den 1. september og den 1. december.

Læs mere om MADE Demonstrationsprojekter.

MADE Materiale

SulfiLoggers demonstrationsprojekt er en del af MADE’s materialesatsning, som er støttet af Industriens Fond.

Du kan læse mere om MADE Materiale her.

Michel  Honoré

Kontakt vores ekspert Michel Honoré for mere information.

MIH_intra.jpg

Michel Honoré

Senior Team Leader

Call: +45 43 25 04 67

Undlad venligst at skrive personlige eller følsomme oplysninger i beskedfeltet. Læs persondatapolitik.