Gå til hovedindholdet

Udfordring

Christoniks ønske var en IoT-løsning til vurdering af tilstanden på bussens airconditionanlæg, men de manglede finansiering og teknologisk viden.

Løsning

Med hjælp fra Innobooster- fundingen bidrog FORCE Technology med viden, og Christonik fik ansat en person dedikeret til projektet.

Resultat

IoT-løsningen giver Christonik et stort potentiale til at udvide forretningen udenlands og sælge systemet til andre servicevirksomheder.

Christonik ApS har med hjælp fra en Innobooster udviklet en IoT-løsning til at overvåge bussers HVAC-anlæg og optimerer dermed vognmændenes økonomi og miljøaftryk samt de rejsendes komfort.

Christonik logo

Forestil dig, at du sidder i en propfyldt bybus i myldretiden på en af årets varmeste dage. Alle passagererne sveder tran, alt klistrer, børn græder, temperamentet blandt de rejsende stiger, og overbærenheden med den stakkels undskyldende chauffør er nærmest ikke eksisterende. Sådan kan det se ud, hvis bussens aircondition ikke virker efter hensigten. 

Christonik udvikler IoT-system til permanent helbredsundersøgelse af HVAC-anlæg

Hvis det står til Christonik, bliver denne situation ikke aktuel for fremtiden, for på den københavnske Vestegn er Christonik Aps specialister i at servicere, reparere og renovere aircondition- og varmepumpeanlæg (HVAC) på bl.a. el-busser. Christonik fik ideen til at udvikle et system, der kan få HVAC-anlægget til at afsløre, hvis det ikke kører optimalt. Men de havde hverken kapital eller ressourcer til selv at løfte udviklingsprojektet.

Derfor søgte de penge til et Innobooster projekt, der er medfinansieret af Innovationsfonden.

Christoniks projekt går ud på at udvikle en IoT-løsning, som de monterer på bussernes HVAC-anlæg. Det gør Christoniks teknikere i stand til hele tiden at monitorere, hvordan A/C-anlægget har det á la en konstant helbredsundersøgelse.

”HVAC-anlægget er en særskilt enhed med sparsom overvågning og kommunikation med resten af bussen, så der er meget lidt viden om, hvordan HVAC-anlægget har det,” fortæller Anders Jacob Madsen, udviklingsansvarlig hos Christonik ApS. 

Optimeret serviceeftersyn forbedrer miljø og økonomi 

HVAC-anlæg skal serviceres hvert år, og hvis uheldet er ude, og det går i stykker kort tid efter et service, kan der gå lang tid, uden nogen opdager det.

”Hvis el-busserne kører rundt med et defekt HVAC-anlæg, får det stor indflydelse på, hvor lang bussens rækkevidde bliver, hvis den bruger for meget strøm på at køle bussen ned, når HVAC-anlægget ikke virker optimalt,” fortsætter Anders Jacob Madsen, og han tilføjer:

”Desuden får vognmanden bøder, hvis passagererne klager over varmen, som vil betyde, at bussen skal tages ud af drift og testes. Det kan de slippe for med vores system.” 

Vognmændene/trafikselskabet er forpligtet til at opretholde en temperatur på 18-26 grader i bussen. Christoniks IoT-system måler temperaturen på rørene som en indikator for systemets tryk. Christonik kan følge med i temperaturmålingerne på alle busserne fra kontoret, og hvis der er en difference i temperaturen over tid, kan det være udtryk for fejl i HVAC-anlægget.

”Der kan være flere fejltyper som fx en forstoppelse eller et hul i HVAC-anlægget, der medfører tab af kølemiddel, og det er penge lige ud ad vinduet. Det kan også få en stor miljømæssig betydning, når hver bus kører med op til 15 kg kølemiddel, og 1 kg af det mest brugte kølemiddel modsvarer en 1774 kg CO2-belastning,” forklarer Anders Jacob Madsen.

IoT-løsningen er omkostningsbesparende både for vognmanden og for Christonik som servicevirksomhed.

”Det er en stor fordel for os, hvis vi allerede på forhånd ved, hvad der er galt med HVAC-anlægget, så vi kan have de relevante reservedele med fra starten. Desuden skal vognmanden kun køre på værksted én gang, når vi både kan finde fejlen og udbedre den ved det samme service,” siger Anders Jacob Madsen.

Innoboosters betydning for IoT-udviklingsprojektet

Christonik fik via Innoboosteren hjælp fra FORCE Technology til bl.a. at formulere projektindholdet og skrive ansøgningen. Desuden har FORCE Technology bidraget til at konceptualisere projektet og udvikle en prototype via databehandling. Den skal afprøves på busser, så vognmænd kan få et overblik over HVAC-anlæggenes effektivitet, både hvad angår driftstilstand og miljøudslip samt mulighed for at forudsige potentielle fejl i anlægget.

”Vi er en lille virksomhed, der ikke selv økonomisk kan løfte et udviklingsprojekt som dette. Med Innobooster muligheden fik vi funding til at komme i gang, og når ledelsen kan se meningen med det og se en stor forretningsmulighed, giver det blod på tanden til at fortsætte videreudviklingen. Det er banebrydende og nytænkende for denne branche,” forklarer Anders Jacob Madsen, som selv er blevet ansat via Innobooster ordningen.

Vi ser store muligheder med dette produkt og håber med tiden, at vi kan åbne servicevirksomheder i flere lande, fx i Sydeuropa, hvor temperaturerne langt overstiger en dansk sommer og med et endnu større behov for velfungerende HVAC-anlæg i busserne. Vi ser også muligheden for at kunne sælge vores IoT-løsning til andre servicevirksomheder.
Anders Jacob Madsen, Udviklingsansvarlig / Christonik ApS

Klimaanlæg
Christonik har udviklet en IoT-løsning, der kan vurdere, hvordan el-bussers airconditionanlæg har det.

Innobooster

Innobooster er medfinansieret af Innovationsfonden. SMV'er, iværksættere og start-up virksomheder kan søge fra 50.000 til 5 mio. kroner til innovative og vidensbaserede udviklingsprojekter, der skal resultere i et nyt produkt, en ny service eller en forbedret proces.

FORCE Technology kan hjælpe din virksomhed med ansøgningen. Kontakt os her.

Kontakt vores ekspert Melina Holm for mere information.

Melina Holm

Head of Sales & Business Development

Call: +4543251402

Undlad venligst at skrive personlige eller følsomme oplysninger i beskedfeltet. Læs persondatapolitik.